Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter

Martinus:

KORRESPONDANCEN MELLEM DET  FYSISKE OG DET PSYKISKE PLAN II

Forskellen og ligheden mellem væsener på det fysiske og det psykiske plan

Det jordiske menneske er som tidligere nævnt ikke et "fysisk væsen", men et åndeligt væsen, der midlertidigt er i besiddelse af et fysisk legeme. Dette fysiske legeme er et kontaktorgan eller en slags bro til det fysiske plan. Forskellen mellem, hvad vi kalder "en afdød" og et menneske, der stadig er i besiddelse af sin fysiske krop, er den, at den "afdøde" ikke mere er i stand til gennem sin ånd eller bevidsthed at opleve den fysiske natur med dens faste, flydende og luftformige materier, medens det inkarnerede menneske i almindelighed oplever så mange fysiske indtryk, at det kan være tilbøjeligt til at glemme, at det er et åndeligt væsen.

Samtidig med, at der er denne forskel på et inkarneret og et diskarneret væsen, er der dog den endnu større lighed, at de begge er åndelige væsener, der er i stand til i deres bevidsthed at skabe tankebilleder. Det diskarnerede væsen, altså det væsen, man i almindelig sprogbrug kalder "den afdøde", lever i en tankeverden. Og det i fysisk materie inkarnerede væsen lever også i en tankeverden, selv om det måske synes, det kun lever i en fysisk verden. Når det ene af de to væsener er gået bort fra sit fysiske legeme, og den anden endnu har sin dagsbevidste oplevelse gennem sit fysiske legeme, har de stadig væk den tankeverden fælles, som de havde fælles, medens de var sammen på det fysiske plan. Det drejer sig om alle de mentale områder, hvor de var på bølgelængde med hinanden, hvor de havde fælles interesser eller i det hele taget et fælles område, hvor kærlighed og venskab - eller (det må også nævnes) uvenskab og had - gav dem begge særlige oplevelser, hvori den anden part spillede en væsentlig rolle. Noget sådant kan ikke på én gang forsvinde, selv om den ene part mister sit fysiske legeme.

Forbindelse ad mediumistisk vej og ved egen oplevelse

Men hvorfor eksisterer da savnet og sorgen, når de to væsener stadig har en verden af tanker og følelser fælles? Hvorfor oplever den, der er blevet tilbage på det fysiske plan ikke, at "den afdøde" stadig lever, og at de stadig har et fællesskab? Det er der flere [slut på side 217] årsager til, men det hænder da somme tider, at et menneske gennem et spiritistisk medium eller ved egen erfaring uden mediumistisk hjælp får lov at opleve, at den, der er gået bort, stadig lever og har det godt, og får at vide, at han eller hun ikke skal sørge, men hellere sende kærlige tanker til den anden part. Det er jo undtagelser, når noget sådant finder sted, og mange mennesker opfatter det som noget uhyggeligt og forkert. Enten tror man, det er svindel, ønsketænkning eller suggestion, eller også siger man, at det er syndigt at søge forbindelse med de døde. Desværre kan det være svindel i visse tilfælde, og ønsketænkning og selvsuggestion kan også spille ind. Og at tanken om, at det er forkert at søge forbindelse med de døde, har fået så stor udbredelse, er heller ikke tilfældig. Denne indstilling har haft og har endnu i nogen grad sin betydning som en form for beskyttelse af væsenerne både på det fysiske og det psykiske plan, som vi om lidt skal komme ind på. Men samtidig må det absolut understreges, at det er muligt, og at der ikke behøver at være noget forkert i, at et menneske, som sørger over en, der er gået bort, får kontakt med vedkommende gennem et medium her på det fysiske plan og derved kommer i en mere positiv sindstilstand, som hjælper ham eller hende ud af sorgens og savnets negativitet. Men det er ikke en form for kontakt, man skal gøre til vanemæssig korrespondance. Det vil skabe en bundethed og afhængighed, som ikke er naturlig og rigtig.

Den psykiske mellem- eller fostertilstand

Når et menneske dør, bliver det altså adskilt fra sit fysiske legeme, men ikke fra sin psyke. Det lever i sin tankeverden, som ikke pludselig bliver forandret, fordi mennesket går bort fra det fysiske plan. Da det levede her, udtrykte det sine tanker overfor andre mennesker gennem tale og skrift, som begge dele er fysisk, og hvortil der kræves et fysisk legeme. Men ligesom et fysisk inkarneret menneske kan drømme, at det taler eller skriver (hvilket vil sige, at det på en særlig måde kan tænke det), kan det diskarnerede væsen på grund af sine indgroede tankevaner også stadig tænke, at det taler og skriver, men det kommer ikke derved i forbindelse med mennesker på det fysiske plan. Dets "skrift" og "tale" er tankebilleder, thi i den psykiske eller åndelige verden lystrer materien og former sig efter viljen og tanken. Noget af det første en kunstmaler f. eks. skal lære på det åndelige plan er, at han ikke behøver at tænke sig pensler, lærred og farvetuber, men blot behøver at tænke de billeder, han vil male, så står de lyslevende for ham i åndelig eller stråleformig materie. Det samme gælder tale og skrift, der i menneskehedens historie er endnu ældre udtryksmidler end malerkunsten og derfor endnu mere vanebetonede for alle mennesker. Jeg har omtalt, at det, vi kalder "døden", må betragtes som en fødsel til det åndelige plan. Og man kan sige, at ligesom fosterstadiet i moders liv inden fødslen til det fysiske plan er en afsondret og indelukket forberedelsestilstand til livet i den fysiske verden, således er mellemtilstanden eller den første tilstand, det jordiske menneske gennemgår efter at have forladt sit fysiske legeme, også en "indelukket" forberedelses- eller fostertilstand, inden væsenet bliver moden til at "fødes" til livet i de åndelige verdener, hvor det har mange vidunderlige oplevelser, inden det igen fødes på det fysiske plan for at komme videre i sin udvikling. Men hvad er det, væsenet er "lukket inde" i under den psykiske mellem- eller fostertilstand? Det er lukket inde i sin fysiske vanebevidsthed, som naturligvis ikke er fysisk i den forstand, at den består af fysisk materie, men fordi den består af tankebilleder, der direkte er afledt af oplevelser i den fysiske verden. Disse tankebilleder er virkninger af oplevelser både på "godt" og "ondt", både behagelige og ubehagelige, [slut på side 218] og de er naturligvis præget af det udviklingstrin, det pågældende væsens fysiske sanseapparatur besad, og den hjernekapacitet, det havde. Det er altså en stærkt fysisk præget tankeverden, det "afdøde" væsen lever i, baseret på tanke- og følelsesvaner, der har præget væsenets fysiske tilværelse.

Den halv- og helpsykiske korrespondance

Da dette psykiske fostervæsens tankebilleder er så stærkt præget af dets nylig afsluttede fysiske inkarnation, er det naturligt, at det med sine tanker stadig er på bølgelængde med de væsener, det har kendt i sin fysiske tilværelse. Men det kan altså hverken tale med dem eller skrive til dem. Hvordan er en kontakt da mulig? Der er som før nævnt to muligheder, den ene er kontakten gennem et fysisk medium, og den anden er en direkte åndelig forbindelse mellem det diskarnerede og det inkarnerede væsen. Den førstnævnte mulighed kan vi kalde "den halvpsykiske korrespondance" og den sidstnævnte "den helpsykiske korrespondance". Når jeg kalder den mediumistiske korrespondance "halvpsykisk", er det fordi den også er halvfysisk. Her kræves et korresponderende mellemled, nemlig det fysiske medium. Mediet er en slags psykisk tolk, idet det diskarnerede eller psykiske væsens tanker ved hjælp af mediets organisme forvandles til lyd eller tale. I langt de fleste tilfælde vil ikke blot et fysisk men også et psykisk medium eller mellemled være nødvendigt, dvs. et åndeligt væsen, der er vant til at korrespondere med et fysisk medium, hvad den nylig "afdøde" jo ikke er. Det siger sig selv, at en korrespondance, der skal gå over to - i visse tilfælde endda flere - mellemled og være afhængig af nævnte tolkes evner og udvikling, ikke kan være fuldkommen. Men det er heller ikke den halvpsykiske korrespondance, der er målet for en nærmere kontakt mellem den fysiske og den psykiske verden. Den har haft sin betydning, navnlig i fortiden, men den er nu stærkt degenererende. Den helpsykiske kontakt derimod, den direkte telepati eller tankeoverføring, er et naturligt led i hele den jordiske menneskeheds, videre udvikling. Den vil fremkomme efterhånden som de enkelte individer kommer til at besidde den evne til tankekoncentration, som er nødvendig, og - ikke mindst - den moralske kapacitet, som vil bevirke, at man ikke vil misbruge sin evne til tankekoncentration og telepati. Det er ikke livets mening, at væsenerne på det fysiske plan skal vedblive at leve i overtro. Hverken i naiv religiøst betonet og sekterisk overtro eller i lige så naiv og sekterisk materialistisk overtro. Det er ikke meningen, at de fortsat skal leve i en slags afsondrethed i den tro, at den psykiske eller åndelige verden ikke eksisterer, eller i den naive tro, at den er et evigt helvede eller paradis, som modtager henholdsvis fortabte syndere til evig pine og frelste troende til evig salighed. Begge disse opfattelser er midlertidige "sure stadier" i menneskehedens udvikling frem mod åndelig modenhed. Men udviklingen sker gennem det enkelte menneskes fremskridt. Og hvad kan den enkelte gøre - til gavn for sig selv og andre - for at fremme korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan?

Koncentrationsevnen i faresituationer

Først og fremmest betyder det noget, at det enkelte menneske begynder at forstå og se det naturlige i, at det primært er et åndeligt væsen, og at det samme gælder alle andre levende væsener. Dernæst har det overordentlig betydning, at man bliver klar over, hvilken umådelig magt og kraft tanken i sig selv udgør. Man er så vant til, at tanke ikke betyder noget [slut på side 219]uden igennem tale og skrift. Man er ikke vant til, at tanken ved koncentration alene og ganske uden ord eller skrift kan overføres til et andet væsen. Det er der dog, som tidligere nævnt, adskillige eksempler på, og der vil fremkomme flere, når menneskene, specielt forskerne, bliver opmærksomme på det. Men hvad viser de eksempler, man allerede har? De viser, at det specielt, er på grund af faresituationer, at mennesker kan koncentrere deres tanker så stærkt, at de umiddelbart modtages af et andet menneske, de er knyttet til med stærke åndelige bånd. Og det viser sig at være uafhængigt af afstanden. Når en moder pludselig fornemmer eller ser for sig, hvad enten det er i drømme eller i vågen tilstand, at hendes søn, der lever i Amerika, er i stor fare, er det fordi sønnen i faresituationen har tænkt så stærkt på sin moder, at denne tankekoncentration ligesom radiobølger rammer moderens "modtagerapparat", der på grund af hendes kærlighed til sønnen i høj grad er modtageligt. Men er man i stand til at gøre noget i en faresituation, hvor koncentrationsevnen forstærkes, viser dette jo tydeligt, at evnen eksisterer, men kun undtagelsesvis bliver brugt på grund af manglende træning. Et menneske vil almindeligvis også i en faresituation - f. eks. hvis det bliver forfulgt eller blot føler sig forfulgt - være i stand til at løbe meget hurtigere, end det plejer, måske også kunne springe over en forhindring, som det til daglig ikke ville være i stand til at forcere. Men hvis det føler det nødvendigt og bruger tilstrækkelig koncentration på det, er det altså muligt. Evnen findes der. Derfor vil det også være muligt ved tilstrækkelig træning og koncentration at opøve sin evne til at tænke så stærkt, at den vil kunne overføres direkte til de menneskers bevidsthed, man tænker på, uafhængigt af afstand og også uafhængigt af, om vedkommende, man tænker på, befinder sig på det åndelige eller det fysiske plan.

Faren ved tankekoncentration så længe mennesker ikke er moralsk modne dertil

Men ville det nu være godt, om menneskene i almindelighed besad en sådan koncentrationsevne, at de kunne overføre deres tanker til andre levende væsener i den fysiske verden eller på det åndelige plan? Nej, ikke på de jordiske menneskers nuværende moralske udviklingstrin. For det første ville adskillige finde på at udnytte denne evne til at få magt over andre, altså: sort magi. Og da det før eller senere ville vende tilbage til dem selv, ville de skabe sig en forfærdelig skæbne derved. For det andet ville de mennesker, der havde forladt det fysiske plan, blive bundet i længere tid til den mellem- eller fostertilstand, de befinder sig i straks efter døden, på grund af alle de egoistiske tanker af sorg og savn, der ville strømme mod dem fra de efterlevende, så de af medlidenhed ville holde sig nær de fysiske væsener og ikke kunne nænne at forlade dem. De ville blive en slags "spøgelser", der var bundet til det fysiske plan af deres slægtninges eller venners ønsker, indtil de med deres egne tanker frigjorde sig, så der ligefrem blev en slags krig mellem fysiske og psykiske væsener. For det tredie er det jo ikke alle de mennesker, der dør, der er kærlige og gode. Mange dør endda i en tilstand af had, jalousi, bitterhed og hævngerrighed. Tænk, om disse ånder ville være i stand til at påføre intetanende mennesker deres negative tankekoncentrationer og hævne sig på dem eller gøre dem til redskaber for deres hadefulde tanker. Noget sådant kan finde sted, men det er ikke noget, De behøver at være bange for, da sådanne primitive væseners magt er stærkt begrænset, ikke mindst, hvis De altid prøver at være "herre i Deres eget hus", dvs. herre over Deres tanker og følelser, og, hvis De føler Dem træt, bruger en smule energi på at bede om hjælp og beskyttelse mod negative [slut på side 220] tanker. Da kan intet negativt indstillet væsen hverken på det fysiske eller åndelige plan få magt over Dem ved tankekoncentration.

Tankekoncentrationens udvikling til materialisation og dens naturlige forbindelse med bøn

Hvordan kan et menneske forsøge at forbinde sig med et andet væsen gennem tankekoncentration uden at det er forbundet med nogen form for negativitet? Ved samme metode som den, der er naturlig at anvende i bøn til Guddommen. Og hvor det drejer sig om forbindelsen med væsener på det psykiske plan, er de fysisk inkarnerede mennesker langt bedre i stand til at korrespondere med dem om natten, når de sover. Da er de fri for alle de fysiske indtryk, der kan distrahere tankekoncentrationen på de "afdøde", og da er de derfor også mere modtagelige for disse væseners tankekoncentrationer. Man kan da måske om morgenen huske, at man har "drømt" om en eller flere, der er gået bort, men man har i virkeligheden været sammen med dem i den fælles tankeverden. Og det kan man udmærket godt have været også, selv om man ikke kan huske noget om morgenen. Hver eneste kærlig tanke, der sendes fra et væsen til et andet, ligegyldigt hvor de to væsener befinder sig, vil gå ind i det andet væsens aura, og når væsenet kommer på bølgelængde med den overførte tankekoncentration, vil den glide ind i væsenets dagsbevidste oplevelse. Og det vil altid være en forstærkning af tanken på et andet væsen, hvis den forbindes med en tankekoncentration på Guddommen.

De jordiske mennesker er i den fysiske verden for at lære at tænke logisk. Deres skrift og tale og meget andet er hjælpemidler, som efterhånden forbedres og åndeliggøres mere og mere. Og det er alt sammen blot forberedende stadier til, at grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden bliver mere og mere udvisket. Men når menneskene har lært at tænke rigtigt, og det vil sige at tænke kærligt i alle situationer til gavn og glæde for næsten og for helheden, da vil deres koncentrationsevne samtidig vokse - uden at det har noget med faresituationer at gøre - tværtimod - og da vil de blive i stand til at tænke så koncentreret og rigtigt, at de ikke mere behøver at fødes og dø, men kan tænke sig til en krop, og så står den der, i forfinet fysisk materie, altså materialisation. Og de kan opløse den igen ved tankens hjælp. Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter, så er De med til at forbinde den fysiske og den åndelige verden.

(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal den 13. november 1949. Det er bearbejdet til"Kosmos" af Mogens Møller).