Grieg i lava?

Klokken er 3, jeg er i Höfn, f udtales p og n’et ud gennem næsen indtil du gir´ op, jeg kan ikke sove, fordi jeg hoster eller fordi jeg har sovet siden klokken ti eller fordi jeg ikke kan trække vejret når jeg ligger ned eller fordi jeg lige tænker på noget, vil du vide hvad jeg tænker på? jeg tænker på hvordan det ville være at køre gennem et af lavalandskaberne til Grieg eller Sibelius? Det forekommer mig pludseligt, at især Grieg ville stå distancen storslået, men måske for overvældende? Hidtil har min automatstrategi været en gang rocket rock (to the rocks) når jeg har bevæget mig ind i de sorte stenørkener og lavalandskaber, ikke iblandet for meget syre på de stræk hvor lavastenene er beklædte med sygeligtfarvet, øjenforstyrrende bræk-grøn-gult mos. Nu er klokken blevet halv fire, der er så vidt jeg husker ingen lavalandskaber resten af vejen mod Eskifjordur og oldefars begravelse (og flødekagerne) men 150 km tilbage ad vejen - ikke længere, to timer højst - var der et stræk med både den sorte sorte men dog reelle uhygge OG et med de psykedelisk lumpne mosovertrukne lavamonstre. Jeg kunne tage kaffen på tilbagevejen ved gletcherfloden, hvor isblokkene fra Vatnajökul konstant skurrer og vælter ud mod havet med ternerne skrigende i luften over sig, burde jeg have sagt det i går, at jeg bloggede i dette scenari? på terrassen foran gletcherflodens kaffihus med en kælvende gletcher som borddame. I så fald skulle forhistorien også have været med, at jeg netop havde gennemstået de føromtalte lavaprøvelser, at gletcherflodens iskolde voldsomhed var et forløsende livsbulder omend det tydeligvis ikke har gavnet mit (fysiske) helbred. Nå. (Bør jeg fortælle hvor jeg uploader dette indlæg fra netop nu?)