onsdag den 31. juli 2013

ÅhGUDDUMILDE: HANSKALOGSÅLÆGGESIKISTEN!!!

og det nu i eftermiddag og jeg er ikke kommet længere end Djúpavogur og det blæser en vild pelikan og jeg ved ikke hvordan jeg undgår at ryge i havet (altså blæse i havet, ikke sidde og ryge smøger i havet hvis det var det du troede jeg sagde, det ville jeg faktisk slet ikke bestræbe mig på at undgå) og jeg er træt og syg og sidder i et varmt kaffihus med kaffe og der er en udstilling om islandske digtere og deres digte i den anden ende af kaffihusid og det kan jeg naturligvis ikke nå at se nu når der er begravelses-action allerede idag, og jeg skal jo også frem til mine børn, ikke at forglemme, der ER i øvrigt sprunget en huldurbarnepige ud af en sten så det var virkelig godt jeg fik fat i de pæne pæne sorte sko, hej og go tur til mig, hold mig nu på vejen!
PS. jeg mødte lige Jussis tante Harpa med en hel flok danske turister, det var et glædeligt møde!

Det er ikke sikkert landskaberne mangler menneskelig logik, i hvert fald ikke når jeg skriver dem

...selvom jeg helst ville skrive dem uden den (logikken)

Grieg i lava?


Klokken er 3, jeg er i Höfn, f udtales p og n’et ud gennem næsen indtil du gir´ op, jeg kan ikke sove, fordi jeg hoster eller fordi jeg har sovet siden klokken ti eller fordi jeg ikke kan trække vejret når jeg ligger ned eller fordi jeg lige tænker på noget, vil du vide hvad jeg tænker på? jeg tænker på hvordan det ville være at køre gennem et af lavalandskaberne til Grieg eller Sibelius? Det forekommer mig pludseligt, at især Grieg ville stå distancen storslået, men måske for overvældende? Hidtil har min automatstrategi været en gang rocket rock (to the rocks) når jeg har bevæget mig ind i de sorte stenørkener og lavalandskaber, ikke iblandet for meget syre på de stræk hvor lavastenene er beklædte med sygeligtfarvet, øjenforstyrrende bræk-grøn-gult mos. Nu er klokken blevet halv fire, der er så vidt jeg husker ingen lavalandskaber resten af vejen mod Eskifjordur og oldefars begravelse (og flødekagerne) men 150 km tilbage ad vejen - ikke længere, to timer højst - var der et stræk med både den sorte sorte men dog reelle uhygge OG et med de psykedelisk lumpne mosovertrukne lavamonstre. Jeg kunne tage kaffen på tilbagevejen ved gletcherfloden, hvor isblokkene fra Vatnajökul konstant skurrer og vælter ud mod havet med ternerne skrigende i luften over sig, burde jeg have sagt det i går, at jeg bloggede i dette scenari? på terrassen foran gletcherflodens kaffihus med en kælvende gletcher som borddame. I så fald skulle forhistorien også have været med, at jeg netop havde gennemstået de føromtalte lavaprøvelser, at gletcherflodens iskolde voldsomhed var et forløsende livsbulder omend det tydeligvis ikke har gavnet mit (fysiske) helbred. Nå. (Bør jeg fortælle hvor jeg uploader dette indlæg fra netop nu?)



tirsdag den 30. juli 2013

Vil du være Jussi II, Harald?


Apropos det med at rejse langt for at nå en begravelse, så har Harald (og nu kommer jeg i tvivl, om jeg må afsløre dig - jeg laver en halvgardering og udelader alle efternavnene) et genialt dertil relateret  indslag i sin i skrivende stund skrivende (? er den det Harald? skrivende?? det håber jeg) roman, mere siger jeg ikke! men jeg glæder mig OG håber du skriver den ligeså godt, som du fortæller den, fortalte den den aften på Ölstúfan i Reykjavik. Han sagde også en anden ting, Harald, som jeg har tænkt på mange gange siden, som jeg så sent som gentagne gange hele dagen har tænkt på af helt åbenlyse årsager, som man vil genkende som helt åbenlyse, hvis man har prøvet at bevæge sig rundt i Island: Jeg tror godt man kan blive psykisk syg af de islandske landskaber, sagde han. Må jeg godt sige, at du har sagt det Harald? eller vil du også hedde Jussi? i så fald bliver du altså Jussi 2. Du har ganske sikkert ret, men for mit eget vedkommende har det indtil videre virket stik modsat: Jeg bliver psykisk opstemt og tilnærmelsesvis kureret for de værste af mine mentale slagmarker af de islandske landskaber med al deres voldsomhed og skønhed og hæslighed og skørhed, deres helt umanérlige skift og uforståelige udtryk, deres totale mangel på menneskelig logik.

I want to do what all other people do

Jeg tog en schweizerfransk blaffer med i Vík, han sagde ikke så meget, faktisk kunne vi ikke tale sammen, da han hverken talte dansk, islandsk, koreansk eller esperanto (jeg er holdt op med at tale imperialistiske sprog, bortset fra dansk). Han sagde i øvrigt en meget stor tåbelighed (ok indrømmet/afsløret: vi talte lidt sammen på kulturimperialismens sprog nr. 1): I don´t want to do the same as other people (på spørgsmålet: hvorfor Island). Jeg vil slet ikke udelukke, at jeg selv har sagt den slags i min tåbelige ungdom, men er det ikke rigtigt, at det er (stort set) lige så dumt som at sige: I want to do what all other people do?

Morgenblabla (single-livets glade morgenhobby)

Det er gået overraskende godt med musikken taget i betragtning, at jeg hverken har dj- eller køreerfaring (bortset fra én Islands-runde), jeg kørte i stilhed gennem tomme gader i Reykjavik kl halv seks, fyldte tanken på n1 før afkørslen til Grafarvogur, så satte jeg Rolling Stones: The London Years på, og det var helt klart det rigtige hele vejen til Selfoss som jeg i mit vægelsind og modvilje mod  faktisk nåede at køre igennem før jeg fik standset både afis gamle og Rolling Stones, så satte jeg Kinks på, men det var helt forkert, jeg opdagede det med det samme og standsede efter bare ti meter, fandt en blandet klassisk, hvor særligt Vivaldis årstider gjorde mig godt, sådan gik den næste time, i forholdsvis afslappet tilstand og relativt afbalanceret natur - havde jeg haft en kop grøn te havde jeg også drukket den -  så var jeg ved at falde i søvn og fandt en blandet rock med Oasis, Bryan Ferry, Portishead, Cold Water Flat m.fl og det må jeg til min ros sige var rigtig godt valgt. Jeg kom til Vík før kl 8, de første 200 km tilbagelagt, den længe ventede morgencappucino såvel som Hotel Lundi, hvor jeg indtog den, var en stor skuffelse. Nu kører jeg sgu igen!

mandag den 29. juli 2013

Småborgerlige, forfængelige og materialistiske tanker

Der stod en tyk turist i Frelsens Hærs genner og nægtede at give 1000 islandske kroner (50 kr.) for den turkise flyverdragt, jeg straks genkendte som mit kære eje under min højgraviditet med Dagur den forbandede vinter i Reykjavik. Jeg tog det meget personligt og var det ikke for mit betændte ansigt ville jeg have sagt noget om et eller andet, patina måske, retro eller pengene går til et godt formål, hvis nu du drikker en øl mindre i aften Mister, men jeg betalte bare for de sorte sko med hæl, jeg var kommet for at finde, de kostede også en 50'er, og de er ikke særligt pæne, eller jo, men de er ikke særligt fede, de er sorte, høje og pæne, og det er det de skal være til oldefars begravelse, og så går det op for mig, mens jeg slæber mig op ad Vesturgata og føler mig trist over turistens nedvurdering af min gamle flyverdragt (da jeg besluttede, at den skulle til genneren og ikke med til DK, følte jeg faktisk at jeg ofrede noget, og jeg sagde til mig selv (og til den) at den jo ville komme en anden til gavn, og nu hænger den så bare dernede i gennerens kælder, hvor jeg foretrækker at forestille mig, at den ikke har hængt lige siden sidste forår, men dog været en anden i hænde og har gjort en anden lykkelig hele sidste efterår og vinter), at jeg jo slet ikke har brug for de sorte pæne sko, da jeg jo ikke skal med i kirken, fordi jeg jo skal passe drengene, fordi vi jo ikke kender nogen i Eskifjordur som ikke skal til begravelsen, fordi der jo nok ikke findes nogen i Eskifjordur som ikke skal til begravelsen, Nå. Men på den anden side: man ved aldrig om der pludselig springer en huldurbarnepige ud af en sten, og så ville jeg stå der uden sorte sko, hvis ikke jeg havde været igennem det som jeg lige har været igennem, og som jeg ærlig talt er lidt påvirket af, og det ville være helt umuligt at møde op i kirken i mine hvide kawasaki, som altså er pæne og hvide nok og passer ok til kjolen, hvis jeg tager de flimrende nylonstrømper på, og det ville være fint til begravelseskaffen, som jeg faktisk glæder mig lidt til (der var et kagebord uden lige til Jussis farmors begravelse, jeg har aldrig set så mange forskellige store lækre flødeskumskager på ét bord, og de slap aldrig op selvom der var 4-500 mennesker, heriblandt en mand med en klo, hver gang man netop havde bemærket svind i en kage man endnu ikke havde smagt blev der båret to nye ind før man nåede hen til bordet (som man ellers altid stod nær) og det må være sådan det var i Valhal tænkte jeg), men det er nu alligevel lidt ærgerligt, at de ikke er rigtigt fede de sorte der, faktisk slet ikke, i bedste fald pæne og neutrale, der er bare det ved det, at der kommer en del af Jussis fætre og kusiner og kærester som jeg aldrig har mødt før, og som jeg har på fornemmelsen er ret cool, og så ville det jo egentlig være cool, hvis jeg også kunne signalere en vis coolness, åh gudjøsses skal jeg virkelig beskæftige mig med den slags, åbenbart, hvad bliver det næste, skal jeg også købe læbestift? Nu skal jeg i hvert fald ud og købe de batterier til afspilleren og så skal jeg over og rode i Jussis cd'er i kælderen på Drafnarstíg, og det slår mig (som en DON-hammer) at jeg vist nok tog alle Bowie og Dylan og Velvet Underground og sikkert også Kinks og Credence med til Danmark sidst, og det ville virkelig være forbandet, hvis det virkelig er sådan.

søndag den 28. juli 2013

Han kan ikke gøre for det

Ok det er overhovedet ikke med vilje, at layoutet pludselig bliver sådan, som i Martinus-foredraget lige før, ligesom det OVERHOVEDET IKKE er med vilje, at jeg ligger her med hævede mandler i hele svælget og IKKE racer ud af en islandsk landevej til Credence, Zeppelin og Patti Smith (Horses). Til gengæld har jeg en ikke-helt-færdigt-læst-og-faktisk-rigtig-rigtig-god islandsk roman "Ósjálfrátt" hos mig, cirka lig "Ufrivilligt", ordbogens eksempel: han kan ikke gøre for det.

Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter

Martinus:       KORRESPONDANCEN MELLEM DET 
FYSISKE OG DET PSYKISKE PLAN 
II


Forskellen og ligheden mellem væsener på det fysiske og det psykiske plan
Det jordiske menneske er som tidligere nævnt ikke et "fysisk væsen", men et åndeligt væsen, der midlertidigt er i besiddelse af et fysisk legeme. Dette fysiske legeme er et kontaktorgan eller en slags bro til det fysiske plan. Forskellen mellem, hvad vi kalder "en afdød" og et menneske, der stadig er i besiddelse af sin fysiske krop, er den, at den "afdøde" ikke mere er i stand til gennem sin ånd eller bevidsthed at opleve den fysiske natur med dens faste, flydende og luftformige materier, medens det inkarnerede menneske i almindelighed oplever så mange fysiske indtryk, at det kan være tilbøjeligt til at glemme, at det er et åndeligt væsen.
Samtidig med, at der er denne forskel på et inkarneret og et diskarneret væsen, er der dog den endnu større lighed, at de begge er åndelige væsener, der er i stand til i deres bevidsthed at skabe tankebilleder. Det diskarnerede væsen, altså det væsen, man i almindelig sprogbrug kalder "den afdøde", lever i en tankeverden. Og det i fysisk materie inkarnerede væsen lever også i en tankeverden, selv om det måske synes, det kun lever i en fysisk verden. Når det ene af de to væsener er gået bort fra sit fysiske legeme, og den anden endnu har sin dagsbevidste oplevelse gennem sit fysiske legeme, har de stadig væk den tankeverden fælles, som de havde fælles, medens de var sammen på det fysiske plan. Det drejer sig om alle de mentale områder, hvor de var på bølgelængde med hinanden, hvor de havde fælles interesser eller i det hele taget et fælles område, hvor kærlighed og venskab - eller (det må også nævnes) uvenskab og had - gav dem begge særlige oplevelser, hvori den anden part spillede en væsentlig rolle. Noget sådant kan ikke på én gang forsvinde, selv om den ene part mister sit fysiske legeme.
Forbindelse ad mediumistisk vej og ved egen oplevelse
Men hvorfor eksisterer da savnet og sorgen, når de to væsener stadig har en verden af tanker og følelser fælles? Hvorfor oplever den, der er blevet tilbage på det fysiske plan ikke, at "den afdøde" stadig lever, og at de stadig har et fællesskab? Det er der flere [slut på side 217] årsager til, men det hænder da somme tider, at et menneske gennem et spiritistisk medium eller ved egen erfaring uden mediumistisk hjælp får lov at opleve, at den, der er gået bort, stadig lever og har det godt, og får at vide, at han eller hun ikke skal sørge, men hellere sende kærlige tanker til den anden part. Det er jo undtagelser, når noget sådant finder sted, og mange mennesker opfatter det som noget uhyggeligt og forkert. Enten tror man, det er svindel, ønsketænkning eller suggestion, eller også siger man, at det er syndigt at søge forbindelse med de døde. Desværre kan det være svindel i visse tilfælde, og ønsketænkning og selvsuggestion kan også spille ind. Og at tanken om, at det er forkert at søge forbindelse med de døde, har fået så stor udbredelse, er heller ikke tilfældig. Denne indstilling har haft og har endnu i nogen grad sin betydning som en form for beskyttelse af væsenerne både på det fysiske og det psykiske plan, som vi om lidt skal komme ind på. Men samtidig må det absolut understreges, at det er muligt, og at der ikke behøver at være noget forkert i, at et menneske, som sørger over en, der er gået bort, får kontakt med vedkommende gennem et medium her på det fysiske plan og derved kommer i en mere positiv sindstilstand, som hjælper ham eller hende ud af sorgens og savnets negativitet. Men det er ikke en form for kontakt, man skal gøre til vanemæssig korrespondance. Det vil skabe en bundethed og afhængighed, som ikke er naturlig og rigtig.
Den psykiske mellem- eller fostertilstand
Når et menneske dør, bliver det altså adskilt fra sit fysiske legeme, men ikke fra sin psyke. Det lever i sin tankeverden, som ikke pludselig bliver forandret, fordi mennesket går bort fra det fysiske plan. Da det levede her, udtrykte det sine tanker overfor andre mennesker gennem tale og skrift, som begge dele er fysisk, og hvortil der kræves et fysisk legeme. Men ligesom et fysisk inkarneret menneske kan drømme, at det taler eller skriver (hvilket vil sige, at det på en særlig måde kan tænke det), kan det diskarnerede væsen på grund af sine indgroede tankevaner også stadig tænke, at det taler og skriver, men det kommer ikke derved i forbindelse med mennesker på det fysiske plan. Dets "skrift" og "tale" er tankebilleder, thi i den psykiske eller åndelige verden lystrer materien og former sig efter viljen og tanken. Noget af det første en kunstmaler f. eks. skal lære på det åndelige plan er, at han ikke behøver at tænke sig pensler, lærred og farvetuber, men blot behøver at tænke de billeder, han vil male, så står de lyslevende for ham i åndelig eller stråleformig materie. Det samme gælder tale og skrift, der i menneskehedens historie er endnu ældre udtryksmidler end malerkunsten og derfor endnu mere vanebetonede for alle mennesker. Jeg har omtalt, at det, vi kalder "døden", må betragtes som en fødsel til det åndelige plan. Og man kan sige, at ligesom fosterstadiet i moders liv inden fødslen til det fysiske plan er en afsondret og indelukket forberedelsestilstand til livet i den fysiske verden, således er mellemtilstanden eller den første tilstand, det jordiske menneske gennemgår efter at have forladt sit fysiske legeme, også en "indelukket" forberedelses- eller fostertilstand, inden væsenet bliver moden til at "fødes" til livet i de åndelige verdener, hvor det har mange vidunderlige oplevelser, inden det igen fødes på det fysiske plan for at komme videre i sin udvikling. Men hvad er det, væsenet er "lukket inde" i under den psykiske mellem- eller fostertilstand? Det er lukket inde i sin fysiske vanebevidsthed, som naturligvis ikke er fysisk i den forstand, at den består af fysisk materie, men fordi den består af tankebilleder, der direkte er afledt af oplevelser i den fysiske verden. Disse tankebilleder er virkninger af oplevelser både på "godt" og "ondt", både behagelige og ubehagelige, [slut på side 218] og de er naturligvis præget af det udviklingstrin, det pågældende væsens fysiske sanseapparatur besad, og den hjernekapacitet, det havde. Det er altså en stærkt fysisk præget tankeverden, det "afdøde" væsen lever i, baseret på tanke- og følelsesvaner, der har præget væsenets fysiske tilværelse.
Den halv- og helpsykiske korrespondance
Da dette psykiske fostervæsens tankebilleder er så stærkt præget af dets nylig afsluttede fysiske inkarnation, er det naturligt, at det med sine tanker stadig er på bølgelængde med de væsener, det har kendt i sin fysiske tilværelse. Men det kan altså hverken tale med dem eller skrive til dem. Hvordan er en kontakt da mulig? Der er som før nævnt to muligheder, den ene er kontakten gennem et fysisk medium, og den anden er en direkte åndelig forbindelse mellem det diskarnerede og det inkarnerede væsen. Den førstnævnte mulighed kan vi kalde "den halvpsykiske korrespondance" og den sidstnævnte "den helpsykiske korrespondance". Når jeg kalder den mediumistiske korrespondance "halvpsykisk", er det fordi den også er halvfysisk. Her kræves et korresponderende mellemled, nemlig det fysiske medium. Mediet er en slags psykisk tolk, idet det diskarnerede eller psykiske væsens tanker ved hjælp af mediets organisme forvandles til lyd eller tale. I langt de fleste tilfælde vil ikke blot et fysisk men også et psykisk medium eller mellemled være nødvendigt, dvs. et åndeligt væsen, der er vant til at korrespondere med et fysisk medium, hvad den nylig "afdøde" jo ikke er. Det siger sig selv, at en korrespondance, der skal gå over to - i visse tilfælde endda flere - mellemled og være afhængig af nævnte tolkes evner og udvikling, ikke kan være fuldkommen. Men det er heller ikke den halvpsykiske korrespondance, der er målet for en nærmere kontakt mellem den fysiske og den psykiske verden. Den har haft sin betydning, navnlig i fortiden, men den er nu stærkt degenererende. Den helpsykiske kontakt derimod, den direkte telepati eller tankeoverføring, er et naturligt led i hele den jordiske menneskeheds, videre udvikling. Den vil fremkomme efterhånden som de enkelte individer kommer til at besidde den evne til tankekoncentration, som er nødvendig, og - ikke mindst - den moralske kapacitet, som vil bevirke, at man ikke vil misbruge sin evne til tankekoncentration og telepati. Det er ikke livets mening, at væsenerne på det fysiske plan skal vedblive at leve i overtro. Hverken i naiv religiøst betonet og sekterisk overtro eller i lige så naiv og sekterisk materialistisk overtro. Det er ikke meningen, at de fortsat skal leve i en slags afsondrethed i den tro, at den psykiske eller åndelige verden ikke eksisterer, eller i den naive tro, at den er et evigt helvede eller paradis, som modtager henholdsvis fortabte syndere til evig pine og frelste troende til evig salighed. Begge disse opfattelser er midlertidige "sure stadier" i menneskehedens udvikling frem mod åndelig modenhed. Men udviklingen sker gennem det enkelte menneskes fremskridt. Og hvad kan den enkelte gøre - til gavn for sig selv og andre - for at fremme korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan?
Koncentrationsevnen i faresituationer
Først og fremmest betyder det noget, at det enkelte menneske begynder at forstå og se det naturlige i, at det primært er et åndeligt væsen, og at det samme gælder alle andre levende væsener. Dernæst har det overordentlig betydning, at man bliver klar over, hvilken umådelig magt og kraft tanken i sig selv udgør. Man er så vant til, at tanke ikke betyder noget [slut på side 219]uden igennem tale og skrift. Man er ikke vant til, at tanken ved koncentration alene og ganske uden ord eller skrift kan overføres til et andet væsen. Det er der dog, som tidligere nævnt, adskillige eksempler på, og der vil fremkomme flere, når menneskene, specielt forskerne, bliver opmærksomme på det. Men hvad viser de eksempler, man allerede har? De viser, at det specielt, er på grund af faresituationer, at mennesker kan koncentrere deres tanker så stærkt, at de umiddelbart modtages af et andet menneske, de er knyttet til med stærke åndelige bånd. Og det viser sig at være uafhængigt af afstanden. Når en moder pludselig fornemmer eller ser for sig, hvad enten det er i drømme eller i vågen tilstand, at hendes søn, der lever i Amerika, er i stor fare, er det fordi sønnen i faresituationen har tænkt så stærkt på sin moder, at denne tankekoncentration ligesom radiobølger rammer moderens "modtagerapparat", der på grund af hendes kærlighed til sønnen i høj grad er modtageligt. Men er man i stand til at gøre noget i en faresituation, hvor koncentrationsevnen forstærkes, viser dette jo tydeligt, at evnen eksisterer, men kun undtagelsesvis bliver brugt på grund af manglende træning. Et menneske vil almindeligvis også i en faresituation - f. eks. hvis det bliver forfulgt eller blot føler sig forfulgt - være i stand til at løbe meget hurtigere, end det plejer, måske også kunne springe over en forhindring, som det til daglig ikke ville være i stand til at forcere. Men hvis det føler det nødvendigt og bruger tilstrækkelig koncentration på det, er det altså muligt. Evnen findes der. Derfor vil det også være muligt ved tilstrækkelig træning og koncentration at opøve sin evne til at tænke så stærkt, at den vil kunne overføres direkte til de menneskers bevidsthed, man tænker på, uafhængigt af afstand og også uafhængigt af, om vedkommende, man tænker på, befinder sig på det åndelige eller det fysiske plan.
Faren ved tankekoncentration så længe mennesker ikke er moralsk modne dertil
Men ville det nu være godt, om menneskene i almindelighed besad en sådan koncentrationsevne, at de kunne overføre deres tanker til andre levende væsener i den fysiske verden eller på det åndelige plan? Nej, ikke på de jordiske menneskers nuværende moralske udviklingstrin. For det første ville adskillige finde på at udnytte denne evne til at få magt over andre, altså: sort magi. Og da det før eller senere ville vende tilbage til dem selv, ville de skabe sig en forfærdelig skæbne derved. For det andet ville de mennesker, der havde forladt det fysiske plan, blive bundet i længere tid til den mellem- eller fostertilstand, de befinder sig i straks efter døden, på grund af alle de egoistiske tanker af sorg og savn, der ville strømme mod dem fra de efterlevende, så de af medlidenhed ville holde sig nær de fysiske væsener og ikke kunne nænne at forlade dem. De ville blive en slags "spøgelser", der var bundet til det fysiske plan af deres slægtninges eller venners ønsker, indtil de med deres egne tanker frigjorde sig, så der ligefrem blev en slags krig mellem fysiske og psykiske væsener. For det tredie er det jo ikke alle de mennesker, der dør, der er kærlige og gode. Mange dør endda i en tilstand af had, jalousi, bitterhed og hævngerrighed. Tænk, om disse ånder ville være i stand til at påføre intetanende mennesker deres negative tankekoncentrationer og hævne sig på dem eller gøre dem til redskaber for deres hadefulde tanker. Noget sådant kan finde sted, men det er ikke noget, De behøver at være bange for, da sådanne primitive væseners magt er stærkt begrænset, ikke mindst, hvis De altid prøver at være "herre i Deres eget hus", dvs. herre over Deres tanker og følelser, og, hvis De føler Dem træt, bruger en smule energi på at bede om hjælp og beskyttelse mod negative [slut på side 220] tanker. Da kan intet negativt indstillet væsen hverken på det fysiske eller åndelige plan få magt over Dem ved tankekoncentration.
Tankekoncentrationens udvikling til materialisation og dens naturlige forbindelse med bøn
Hvordan kan et menneske forsøge at forbinde sig med et andet væsen gennem tankekoncentration uden at det er forbundet med nogen form for negativitet? Ved samme metode som den, der er naturlig at anvende i bøn til Guddommen. Og hvor det drejer sig om forbindelsen med væsener på det psykiske plan, er de fysisk inkarnerede mennesker langt bedre i stand til at korrespondere med dem om natten, når de sover. Da er de fri for alle de fysiske indtryk, der kan distrahere tankekoncentrationen på de "afdøde", og da er de derfor også mere modtagelige for disse væseners tankekoncentrationer. Man kan da måske om morgenen huske, at man har "drømt" om en eller flere, der er gået bort, men man har i virkeligheden været sammen med dem i den fælles tankeverden. Og det kan man udmærket godt have været også, selv om man ikke kan huske noget om morgenen. Hver eneste kærlig tanke, der sendes fra et væsen til et andet, ligegyldigt hvor de to væsener befinder sig, vil gå ind i det andet væsens aura, og når væsenet kommer på bølgelængde med den overførte tankekoncentration, vil den glide ind i væsenets dagsbevidste oplevelse. Og det vil altid være en forstærkning af tanken på et andet væsen, hvis den forbindes med en tankekoncentration på Guddommen.
De jordiske mennesker er i den fysiske verden for at lære at tænke logisk. Deres skrift og tale og meget andet er hjælpemidler, som efterhånden forbedres og åndeliggøres mere og mere. Og det er alt sammen blot forberedende stadier til, at grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden bliver mere og mere udvisket. Men når menneskene har lært at tænke rigtigt, og det vil sige at tænke kærligt i alle situationer til gavn og glæde for næsten og for helheden, da vil deres koncentrationsevne samtidig vokse - uden at det har noget med faresituationer at gøre - tværtimod - og da vil de blive i stand til at tænke så koncentreret og rigtigt, at de ikke mere behøver at fødes og dø, men kan tænke sig til en krop, og så står den der, i forfinet fysisk materie, altså materialisation. Og de kan opløse den igen ved tankens hjælp. Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter, så er De med til at forbinde den fysiske og den åndelige verden.
(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal den 13. november 1949. Det er bearbejdet til"Kosmos" af Mogens Møller).

lørdag den 27. juli 2013

Nye grynt (igen)


Det gode ved at tage (Islands-)ringen én gang til ALENE (det er så kun halvdelen, jeg kommer til at tage alene, men nu taler jeg hypotetisk) er hverken værre eller bedre end at tage den første gang sammen med et skiftende medkørselskum, men NOGET ANDET, og tilsammen MEGET BEDRE end summen af de to ture med og uden medkørselskum (jeg blev lige nødt til at skrive ordet igen), og det har at gøre med muligheden for i dén grad (det er i hvert fald mit håb, at det bliver i dén grad) (er det irriterende med alle de parenteser?) at få tekster til at falde på plads, jeg vil ikke forklare nærmere, hvad jeg mener med dét, og så alligevel: det har at gøre med, at teksterne i en vis forstand, som jeg ikke ved nærmere, hvad er fornén (hæ, så I lige det:0), ligger spredt ud over landet, lad mig sige noget andet: Der vil også opstå plads til hele kapitler, der i første rundes huje og hast end ikke fik en chance for at blive luftet: Det er lyseGRØØØØØØNNT/ nye GRYYYYYYNT!

Lærebogseksemplet - i min Esperanto-lærebog fra 1906 - er ELSKE




Før anden runde (og begravelsen):


(Jeg skal afsted i morgen, tre dage i bil, alene!!! (de andre flyver) 




(!!! = udelt begejstring)
(anden runde = Islandsringen igen, denne gang minus Røverkøbing og Verdens Ende)