fredag den 26. juli 2013

Nåh ja: Tissemændene

Vi var jo faktisk – langt om længe - på tissemandsmuseet i går, Penismuseum, som det hedder på islandsk: Reðasafn, The Icelandic Phallological Museum (og hvorfor ikke udvide til penis- OG FALLOSmuseum så også Hallgrimskirken kunne være med?? For slet ikke at nævne SPØGELSES-F/KALLOSSERNE i form af de aldrig færdigtbyggede men højtragende kontorpalæer, som har stået tomme og ufærdige siden krakket i 2008), og ja jeg tror godt, jeg kan konkludere at det - især for Björn - var sjovere at tale om tissemændene end rent faktisk at være der, for hvad gør man lige, når man står der foran alle glassene med penisser i sprit: Går fra det ene til det andet, læser på sedlen, nå det var så en sæls,en rævs, en grindehvals og den var godt nok ikke særligt stor, eller lille, eller sort eller brun eller helt hvid, ok det var da lidt skørt at grisens var så lang og tynd, at kaskelothvalens var på størrelse med mig var ingen overraskelse men at hvalrossens også (næsten) var, havde jeg alligevel ikke forestillet mig (jeg havde ikke forestillet mig noget), en af rensdyrenes havde en hel masse rød pels og så vågnede vi lige lidt op, og så var der en afdeling med grøntsager der lignede tissemænd og testikler jaha, og så en med trolde og huldu-folks tissemænd i træ jaha, og så - og det var faktisk lidt (ufrivilligt) interessant/komisk – var der DEN EROTISKE AFDELING, som var en kasse med et sort klæde over, på skiltet stod der, at man kunne tage klædet af og kigge, og at man skulle huske at lægge klædet over igen, nede i kassen var der 10-12 skulpturer på størrelse med tinsoldater forestillende menneskelige samlejer i forskellige positioner (kopier af arkæologiske fund fra forskellige steder i verden), ok hvis det ikke var en JOKE med kassen og klædet, hvilket det vist ikke var, fatter jeg minus: omgivet af MANDSSTORE VIRKELIGE penisser fra både mennesker og dyr finder man, at FIGURER af en størrelse, der kan gemmes i en hånd, er for intimiderende til at have stående frit fremme, fordi der er tale om gengivelser af samspillet mellem en mands OG en kvindes kønsorganer eller hvad?? Der var i øvrigt også en lille legetøjsafdeling, hvor Björn stod længe foran en Sigmund Freud-figur (betydeligt større end til at gemme i en hånd og på ingen måde gemt af vejen i en kasse) som, når man rakte hånden frem imod den, trak frakken til side og vippede med sit erigerede lem, mens den lo højt og hæst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar