onsdag den 14. august 2013

I Am Goodbye



http://www.youtube.com/watch?v=PxQuH910xc4

Jeg indrømmer og beklager

Jeg når som sagt ikke at oversætte mere Thorbergur i denne omgang og jeg beklager det rigtig meget, jeg ville gerne have nået hele hans graviditet igennem, men det nåede jeg slet ikke, og det var jo også ret sjusket det jeg nåede, og det må I også virkelig undskylde, ligesom alt det andet I må undskylde og bære over med, sådan har det jo været med hele denne blog -  retfærdiggjort af genrens karakter af djævelsk tøjeri? Jeg indrømmer - og beklager! - at jeg har haft det sjovt med at spytte indlæg ud af min fulde næse mens drengene har hevet mig ørerne.

Djævelsk tøjeri

det går op for mig at ligeså meget, som det er ærgerligt at skulle hjem til et liv med havregrød og opvask og danske pløjemarker, er det ærgerligt at sige farvel til bloggeriet, men som Johnny skrev til mig forleden "det er noget djævelsk tøjeri, ingen skriver bøger længere". Det ska blive løgn ska det Johnny!

nåååÅÅH

nå. jeg når ikke mere, ud over dette nå. nå.
nånånånånånånånånånånånåånånånånånånånånåånånånåååååååååååååååååhh

mandag den 12. august 2013

Havnen, fisk og længsel

Ok jeg indrømmer: Det er ikke ligefrem med begejstringen sprøjtende ud af næsen, at jeg sidder her og indser, at jeg rejser hjem igen på torsdag, lad mig holde en lille pep for mig selv (og for jer):

- Der er stadig sommer i kolo
- Drengene skal i institution
- Øøh
- Øøhh
- Der er kommet æbler på æbletræet
- Øh
- De er røde
- Skrivegruppe starter op igen, seriøs som aldrig før: Én gang om ugen I DAGTIMERNE! med bjørne og lille myg og christian fra Corning og camilla som jeg virkelig ikke har set siden april! og hvem ved med christoffer og thomas, og vi ved alle at mads er i Norge ØV.
- Udstilling i et skur på havnen med Louise Gaarmann, og det handler om havnen, fisk og længsel som  er mit speciale! og det må jeg så bevise nu, hvor den tekst jeg havde tænkt at sende, er væk, eller i hvert fald ikke-tilstedeværende på denne mac, og jeg skal jo sende i aften, jeg må virkelig se om jeg kan mobilisere en ordentlig gang havn, fisk og længsel netop NU: ÅÅÅHH (fortsættelse følger) (måske) (det er da en go start, ik Lovise)

Et andet digt

nåh nej jeg har slet ikke postet det første endnu, det ligger og lumrer indtil jeg har sovet og vågnet og læst det igen og taget stilling til om det er blevet værre af det, men det ANDET digt behøves ikke udsættes for den slags forfængelighedsforsinkelser, det er nemlig slet ikke mig der har lavet det, men Bjørnen, det hedder Åh Honning og lyder sådan her: OH HUNANG!

lørdag den 10. august 2013

Det kan ikke altsammen handle om følelser

På en god dag har jeg stadig et fromt og romantisk ønske om at nå tilbage til Island, inden Hanne og ungerne drager mod Danmark. It doesn't feel right at blogge på en Islandsblog fra Danmark. Begivenhederne er der som stemninger og følelser, ikke som begivenheder. Det kan ikke alt sammen handle om følelser, sagde min leder forleden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det udsagn.

fredag den 9. august 2013

Næsen fuld (en hyldest)


En anden ting jeg gerne berettter om det store skøre-skønne hus og dets folk er, at det er et meget ÅBENT hus ikke så meget i forstanden, at det trækker fra alle vinduer, eller at dørene altid står åbne fordi alle havnens børn konstant løber ind og ud, mens Markus råber at han har næsen fuld (det siger man åbenbart på tysk) og vandet står ud i fede stråler fra sprungne vandrør i kælderen, eller at taget lækker så der står spande, der IKKE MÅ FLYTTES spredt over gulvet og på reolen i soveværelset og på drengenes værelse, men mest af alt forstået som et åbent meget VELKOMMENDE hus, hvor man kan komme og bo, både når familien er der og når de er på lange varme sommerferier i Zanes fars jagthytte ved en stor sø i en dyb lettisk skov, hvor dagens vanskeligste opgave består i at vælge om morgenmaden skal suppleres med jordbær eller vandmelon og hvem der skal plukke og skære den eller dem. Og når man stadig er der, eller igen, når de vender hjem, og man har venner til kaffe eller boende i huset, siger man: “I just invited some people” og Markus siger “GOOD, you  can tell them there is dinner at six.”

Det internationale hjælpesprog MA-NA-DA-PU



En af de ting jeg altid fortæller om familien i det store skøre-skønne hus på havnen i Akureyri - som jeg selvfølgelig kapitulerede til efter episoden med mågerne (selvom jeg egentlig havde forestillet mig at give familien et par dage alene efter en lang ferie i lettiske gæstesenge og sofaer) - er, at Zane er fra Letland, Markus fra Bayern, at de taler engelsk indbyrdes, hvert deres modersmål til drengene, Matthis, Jazeps og Dadi, som taler islandsk tilbage, som Zane forstår det meste af og Markus en del af. Da Matthis og Jazeps var små, gik de i den katolske kirkes børnehave, hvor nonnerne er fra Brasilien og taler portugisisk med hinanden og portugisisk-islandsk til børnene, hvis forældre kommer fra Rusland, Polen, Ukraine, Filipinerne, Thailand, Bulgarien, Rumænien, Irland og Island. Matthis troede længe, at hvert menneske havde sit eget sprog, og han begyndte tidligt at skifte til et nyt sprog, hver gang han henvendte sig til et nyt menneske. Og Jazeps gav simpelthen fingeren til en for ham at se udnødigt kompliceret sprogpraksis (frem til han var fire og et eller andet), opfandt nogle få ord “MA”, “DA”, “NA” “PU” og “MA-MA” som alt efter volume og betoning kunne dække alle hans behov uanset om han befandt sig i Bayern eller Letland eller Island blandt islandsk, tysk, engelsk, portugisisk eller engelsktalende. Og Dadi som stadig er lille synes at have udvalgt sig islandsk som Sproget, han kan dele verden op i vinur og ekki-vinur med alt efter vinur/ekki-vinurs vilje til at give ham nammi eller tilladelse til at løbe på løbehjul gennem stuen og ind i sofaen med et brag.

onsdag den 7. august 2013

EN STAKLING

Dejligt med et sprog der kan udtrykke ordenes sande væsen, som fx det islandske ord for individ: EINSTAKLINGUR

Om dengang Thorbergur var gravid 2: GUDRUN TRÆKVINDSDATTER

(fortsat)

Jeg forsøgte at vurdere min tilstand nærmere i enerum. Jeg sneg mig til at læse i Jonassens lægebog, når der ikke var nogen i nærheden. Jo. Hvert ord passede præcist på, hvordan jeg havde det. Jeg læste og læste, indtil jeg kunne kapitlet udenad. Men det var mig alligevel ikke nok. Jeg måtte se hvert ord og hvert bogstav, som det stod i bogen. Jeg håbede hele tiden, at dette ville bibringe mig en ny indsigt. Og da jeg havde mistet håbet om at finde en ny sandhed i ordene, begyndte jeg nøje at studere tegnsætningen og bogstavernes form.
Denne sags skændsel sved og skammede mig. Alle steder ville jeg blive lagt for had og spot. Jeg turde ikke se noget menneske i ansigtet, ikke engang komme uden for husets dør. Alle havde et horn i siden på mig og gjorde mig til grin. Der kom mig heller ingen ny indsigt da jeg fandt Pythagoros´sætning, den gjorde mig bare til endnu større skam. Og så ville jordmoderen komme og få mig til at føle sladderen. Og alle lidelserne ovenikøbet! Jeg havde engang hørt en kvinde føde et barn. Lyden fra hende kunne høres helt ud i kålhaven. Og dette skulle jeg igennem!
Når det lod sig gøre, gik jeg i enerum og undersøgte min tilstand omhyggeligt. Jeg fandt at vægten tiltog dagligt. Det forekom mig endvidere, at han sprællede indeni mig. Men hvordan i alverden kunne det være sådan? På hvilken måde kunne dette uvelkomment have fundet vej ind i mig? Det brød jeg mit hoved med efterhånden som graviditeten skred frem. I lang tid fandt jeg ingen årsag. Jeg begyndte at genkalde mig den altoverskyggende hellige ånd fra bibelhistorierne. Men jeg havde aldrig været overbevist om disse sager. Så kom jeg i tanke om en historie, jeg havde hørt, om en pige oppe nordfra i Eyjafjordur. Hun var blevet gravid af trækken i dagligstuen. Hun fødte et pigebarn. Det blev døbt Gudrun Trækvindsdatter.

(fortsættelse følger)

Om dengang Thorbergur var gravid 1

(Her er en lille bid af Thorbergur Thordarssons "Brev til Laura" som er en skøn sær blanding af hans tanker, forestillinger og episoder fra hans sandsynligvis virkelige liv. Jeg har oversat i en smule hast - fordi det føles som om det haster - og også derfor kan det, som jeg nu alligevel præsenterer jer for, kun blive en bleg afskygning af den originale geniale udgave. Denne episode omhandler Thorbergurs "første erfaringer udi fysiologi" og finder sted "lang tid før konfirmationen":)


Det var en smuk sommerdag på græsmarkerne. Jeg var ved bækken i bakkerne bag gården. Så kom den overbevisning til mig som et lyn fra en klar himmel, at jeg var blevet gravid. Jeg begyndte at undersøge mig selv. Jeg følte, klemte og befamlede. Jeg fandt at alt pegede på, at dette ikke bare var en forestilling. Kvinder synes dette er sjovt. Det er deres område. Jeg vil heller ikke sige, at jeg blev forskrækket. Jeg har læst ni sprog, og jeg har samlet ord i otte år. Alligevel har jeg ikke ord eller talemåder, som kan give nogen ide om mine sjælekvaler. Jeg kan bedst sammenligne med de lidelser som overgår fordrevne sjæle, som forsynet har dømt til at stå på hovedet i kogende svovlkilder fra al evighed til evighed. Og alligevel er denne sammenligning alt for præstelig til, at du kan forestille dig, hvordan jeg havde det i mit bryst.
Jeg turde ikke nævne denne vanære for noget menneske. Des ubæreligere blev mine lidelser. Jeg tæredes op af afsky og rædsel. At dette skulle overgå netop mig! For hvad skulle jeg stakkel bøde? Jeg begyndte at hade de andre børn som ikke havde udstående maver. De kunne rigtig lege som unglam i sommerbrisen. Jeg alene måtte slæbe mig frem i højgraviditetens adstadige tempo.

(Der kommer mere. Vent!)



Hospitalet er IKKE kirken


Jeg følte mig modig, da jeg kørte forbi kirken i aftes for at finde et sted længere oppe ad bakken at sove, besluttede mig for hospitalets parkeringsplads, hvorfra der er udsyn over endnu større dele af fjorden end nede fra kirken, der med ét forekom mig beliggende så ynkeligt langt nede. I mit hovmod over at have vovet mig så højt op overså jeg fuldstændigt det faktum, at et hospital er en åndelig kampplads, hvor menneskers skæbner konstant er på spil, og de gode kræfter mildest talt har nok at gøre med at holde døden og lidelserne stangen. Det var meget anmasende af mig sådan at komme trillende og forvente en plads under godhedens travle vinger, det forstår jeg nu, og jeg bebrejder ingen, at pladsen ikke var større end den var, tværtimod er jeg taknemmlig for at jeg trods alt kan sidde her i nogenlunde sund og behersket sindstilstand og fortælle om begivenhederne. Der skete det, at jeg blev vækket tidligt - jeg ved ikke hvad klokken var, halv seks måske - midt i en pirrende drøm, det var forbandet, jeg skulle lige til at have sex med X (jeg vil ikke sige hans navn, der er sikkert nogle af jer der kender ham), han var klædt i en lys silkekjole med fugle i sart rød, en lysegul cardigan over, hans store sorte hår og voldsomt sexede øjne, jeg var så fuld af begær, og så vågnede jeg ved, at der var nogen der bankede hårdt på ruden. Jeg beholdt øjnene lukkede og håbede, at hvem-det-nu-var ville gå væk, så jeg kunne fuldende min drømmesex, men nu bankede de igen, bilen bevægede sig frem og tilbage, og jeg følte mig nødsaget til at åbne øjnene og rejse mig på knæ for at se, hvem det var. Det var to enorme måger, der hoppede rundt på køleren, den ene havde fået tag i vinduesviskeren og var ved at hive den ud i sin fulde længde over kølerhjelmen, den anden stod rank og alvorlig vred og stirrede på mig ind gennem den duggede forrude. Størrelsen på dens næb og dens gule blik fik mig til straks at dukke mig ned bag forsædet igen, og rullet sammen sådan i soveposen i bagagerummet lå jeg længe bange og ventede på, de skulle afslutte deres hærgen og forsvinde. Så snart de var væk , kravlede jeg over på forsædet og ræsede ned ad bakken til svømmebassinet, som ligger lige ved siden af kirken, der sad jeg længe i det varme vand, nu drikker jeg kaffe, solen skinner, temperaturen stiger og byens mennesker vågner.

tirsdag den 6. august 2013

Where can I try it on

Jeg bryder mig helt ærligt ikke om den insisterende/påtrængende/arrogante selvfølgelighed nogle mennesker bruger engelsk med. Kunne man dog ikke forvente, at folk lærte sig noget ala følgende på det lokale sprog, når de rejste ud i verden (eller fik det skrevet på en seddel) (i stedet for som den englænder, der affødte min harme tidligere idag, da jeg var oppe for at købe et par sokker i Akureyris Røde Kors, at tale højere og langsommere WHERE CAN I TRY IT ON til den gamle dame, som tydeligvis ikke forstod engelsk, med en attitude som var det hende, der var noget galt med):

"Det er med skam, jeg må tilstå, at jeg hverken har ikke formået at tilegne mig dit sprog eller det internationale hjælpesprog Esperanto, og jeg ved det er en ringe erstatning, at jeg taler det imperialistiske verdenssprog engelsk. På trods af det åbentlyst uretfærdige - og jeg forstår: for mange direkte ubehagelige - i at kommunikere på dette såvel den gamle som den aktuelle verdens overtyrannis tungemål, er det alligevel mit håb, at du vil og kan gøre mig den store tjeneste, som følge af min store dorskhed/ignorance og/eller lavere begavelse, at besvare mit allerydmygste spørgsmål: Where can I try it on?"

Go WHALE SHOOTING with ORIGINAL INBREED VIKING - SHOOTING GUARANTEED

What can I offer: You dress yourself in bare feet and ass, we go on the water. I give you gun, this is  ORIGINAL method, I am VIKING, I am ORIGINAL. You pay only 10 000 Icelandic Kronur. You SHOOT all the time. WHALES are very big and very WILD. You shoot and I shout. Don´t worry, you will shoot SOMETHING, this is GUARANTEED. Afterwards we slaughter an ORIGINAL ICELANDIC HORSE and eat the balls. This is VIKING WAY. Today we are all VIKINGS. We can FIRE and ICE. You pay only 10 000 kronur. You shoot, I shout all day long. This is very good experience for you.

mandag den 5. august 2013

Nu skal jeg virkelig vaskes

Jeg er hverken blevet vasket eller har købt sokker eller ringet til fuglefangeren. Til gengæld har jeg læst i Bréf til Láru, om Thorbergurs graviditet og hans overvejelser om den, jeg har skrevet et (snart to) blogindlæg, anslag til en anden tekst, vandret energisk i blæsten, først til bageriet ved broen (som var lukket), så til botanisk have og den gamle bydel og tilbage igen, og så har jeg gjort noget hemmeligt, som er hemmeligt for alle, ha. Nu køber jeg de sokker, finder min bikini og kører til Thelemörk og lægger mig i fjeldets varme vand. Farvel.

På kirkens parkeringsplads



Jeg vågnede varm og udhvilet i bagagerummet klokken halv otte og konstaterede, at det havde sneet i nat, det viste sig ved nærmere eftersyn at være en blanding af støv og dug, som havde lagt sig på ruderne i et lag, der kunne minde om sne. Der lå et paprør fra en toiletrulle i fodenden halvt gemt under liggeunderlaget, jeg tørrede den indvendige dug af ruderne med det, hoppede ud og skrabede bagagerumsruden med kanten af røret. Jeg havde parkeret på kirkens parkeringsplads med røven mod fjorden, og der var en glimrende udsigt, kirken lå højt over bymidten, man kunne se ud over Eyjafjorden til fjeldsiderne på den anden side. Jeg løftede bagsædet og lagde teltet og kassen med mad ind under det, så min seng blev en liggestol, krøb i soveposen igen, lagde rygsækken under mine fødder, fjorden var mørkegrøn og bevægelig denne morgen, skyerne hidsige lysegule højt over fjeldene, tågen hang i flossede trevler lavt over fjorden. Sådan lå jeg længe i bagagerummet med en tyvetusindkroners udsigt og læste i Bréf til Láru, som er det sjoveste og mest interessante, jeg har læst i årevis.