(fortsat)
Jeg forsøgte at vurdere min tilstand nærmere i enerum. Jeg sneg mig til at læse i Jonassens lægebog, når der ikke var nogen i nærheden. Jo. Hvert ord passede præcist på, hvordan jeg havde det. Jeg læste og læste, indtil jeg kunne kapitlet udenad. Men det var mig alligevel ikke nok. Jeg måtte se hvert ord og hvert bogstav, som det stod i bogen. Jeg håbede hele tiden, at dette ville bibringe mig en ny indsigt. Og da jeg havde mistet håbet om at finde en ny sandhed i ordene, begyndte jeg nøje at studere tegnsætningen og bogstavernes form.
Denne sags skændsel sved og skammede mig. Alle steder ville jeg blive lagt for had og spot. Jeg turde ikke se noget menneske i ansigtet, ikke engang komme uden for husets dør. Alle havde et horn i siden på mig og gjorde mig til grin. Der kom mig heller ingen ny indsigt da jeg fandt Pythagoros´sætning, den gjorde mig bare til endnu større skam. Og så ville jordmoderen komme og få mig til at føle sladderen. Og alle lidelserne ovenikøbet! Jeg havde engang hørt en kvinde føde et barn. Lyden fra hende kunne høres helt ud i kålhaven. Og dette skulle jeg igennem!
Når det lod sig gøre, gik jeg i enerum og undersøgte min tilstand omhyggeligt. Jeg fandt at vægten tiltog dagligt. Det forekom mig endvidere, at han sprællede indeni mig. Men hvordan i alverden kunne det være sådan? På hvilken måde kunne dette uvelkomment have fundet vej ind i mig? Det brød jeg mit hoved med efterhånden som graviditeten skred frem. I lang tid fandt jeg ingen årsag. Jeg begyndte at genkalde mig den altoverskyggende hellige ånd fra bibelhistorierne. Men jeg havde aldrig været overbevist om disse sager. Så kom jeg i tanke om en historie, jeg havde hørt, om en pige oppe nordfra i Eyjafjordur. Hun var blevet gravid af trækken i dagligstuen. Hun fødte et pigebarn. Det blev døbt Gudrun Trækvindsdatter.
(fortsættelse følger)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar