På kirkens parkeringsplads

Jeg vågnede varm og udhvilet i bagagerummet klokken halv otte og konstaterede, at det havde sneet i nat, det viste sig ved nærmere eftersyn at være en blanding af støv og dug, som havde lagt sig på ruderne i et lag, der kunne minde om sne. Der lå et paprør fra en toiletrulle i fodenden halvt gemt under liggeunderlaget, jeg tørrede den indvendige dug af ruderne med det, hoppede ud og skrabede bagagerumsruden med kanten af røret. Jeg havde parkeret på kirkens parkeringsplads med røven mod fjorden, og der var en glimrende udsigt, kirken lå højt over bymidten, man kunne se ud over Eyjafjorden til fjeldsiderne på den anden side. Jeg løftede bagsædet og lagde teltet og kassen med mad ind under det, så min seng blev en liggestol, krøb i soveposen igen, lagde rygsækken under mine fødder, fjorden var mørkegrøn og bevægelig denne morgen, skyerne hidsige lysegule højt over fjeldene, tågen hang i flossede trevler lavt over fjorden. Sådan lå jeg længe i bagagerummet med en tyvetusindkroners udsigt og læste i Bréf til Láru, som er det sjoveste og mest interessante, jeg har læst i årevis.