man fornemmer en historie

der kom én modkørende, ellers ingen, i løbet af de to timer det tog at køre fra de stirrende rensdyr på Skjóldolfsstadir til Myvatnssveit, støvregnen flimrede mod ruden hele vejen og der var intet andet at se, men cirka halvvejs - ude midt i nada, hvor mobildækningen er hørt op - virkede radioen pludselig, de spillede en slags fransk operajazz, det var gribende og jeg ventede opmærksomt på, at radioværten skulle oplyse nærmere om musikken, alligevel missede jeg på en eller anden måde overgangen, med ét var der romanoplæsning, på islandsk men tydeligvis af en udlænding, jeg måtte anstrenge mig for at forstå ordene, der var ingen personer eller observerbare subjekter, alligevel fornemmede man en historie, først var der mørkegrønne mosser på sorte klipper, en bæk, hvide blomster, vind, sand, mere vind mere sand, så en vej op gennem et - efter beskrivelserne at dømme - typisk islandsk bjergpas, nedkørslen slynget, så udfladen, lange bløde stræk, slappe af i skuldrene, foden på gassen, og så pludselig: en hel flok gæslinger på vejen, jeg hakkede foden i bremsen af alle kræfter, skred et langt stykke, gak og fjer omkring dækkene, landede på tværs af vejen og motoren gik ud. Jeg løb flere gange frem og tilbage i søgen efter sårede gæslinger, men der var ingen, heller ikke fjer eller blod eller fugleekskrementer. Bagefter virkede radioen ikke, og jeg kørte resten af vejen til svovlkilderne ved Námaskard i stilhed, op over Námafjall, ned forbi lagunen, ved butikken i Reykjahlid gik jeg på toilettet og børstede tænder, plaskede koldt vand i ansigtet og gnubbede øjne og kinder med fingrene, så kørte jeg bagom hotel Reynihlid og parkerede helt henne ved kirken, hvor præsten d. 27. august 1729 med sine bønner delte lavafronten i to strømme, der idag ligger som størknede helvedeslorte på hver sin side af kirken. Jeg lagde bagsædet ned, rullede liggerunderlag ud, krøb i soveposen og sov til en flok franske turister vækkede mig næste formiddag kl halv 11. Jeg var snotforkølet men feberen var væk.