En af de ting jeg altid fortæller om
familien i det store skøre-skønne hus på havnen i Akureyri - som jeg selvfølgelig kapitulerede til efter episoden med mågerne (selvom jeg egentlig havde forestillet mig at give familien et par dage alene efter en lang ferie i lettiske gæstesenge og sofaer) - er, at Zane er fra
Letland, Markus fra Bayern, at de taler engelsk indbyrdes, hvert deres
modersmål til drengene, Matthis, Jazeps og Dadi, som taler islandsk tilbage,
som Zane forstår det meste af og Markus en del af. Da Matthis og Jazeps var små,
gik de i den katolske kirkes børnehave, hvor nonnerne er fra Brasilien og taler
portugisisk med hinanden og portugisisk-islandsk til børnene, hvis forældre
kommer fra Rusland, Polen, Ukraine, Filipinerne, Thailand, Bulgarien, Rumænien,
Irland og Island. Matthis troede længe, at hvert menneske havde sit
eget sprog, og han begyndte tidligt at skifte til et nyt sprog, hver gang han
henvendte sig til et nyt menneske. Og Jazeps gav simpelthen fingeren til en for ham at se udnødigt kompliceret
sprogpraksis (frem til han var fire og et eller andet), opfandt nogle få ord “MA”, “DA”, “NA” “PU” og “MA-MA” som
alt efter volume og betoning kunne dække alle hans behov uanset om han befandt sig i Bayern eller Letland eller Island blandt islandsk, tysk, engelsk, portugisisk eller engelsktalende. Og Dadi som stadig
er lille synes at have udvalgt sig islandsk som Sproget, han kan dele verden op
i vinur og ekki-vinur med alt efter vinur/ekki-vinurs vilje til at give ham
nammi eller tilladelse til at løbe på løbehjul gennem stuen og ind i sofaen med
et brag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar