søndag den 4. august 2013

Friheden


Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at rejse fra drengene i går, følte mig usædvanligt skråstreg uforsvarligt åben efter begravelsen, Jussis mormor der var så opslugt af sorg og fortvivlelse og begyndende alzheimers, Dagur som skreg og skældte ud på mig i timevis når de andre ikke var der, den tilbagevendende feber og hosteriet om natten. Men der var ikke rigtig andet at gøre, eller jeg syntes ikke, der var andet rigtigt at gøre, der var mindre end to uger til, vi skulle til Danmark, det ville være unfair ikke at give Jussi tid alene med drengene, og jeg havde brug for den såkaldte tid til mig selv, det havde jeg i hvert fald længe forestillet mig at jeg havde, det havde folk sagt til mig at jeg havde. Jeg trak afrejsen ud til hen på eftermiddagen, til jeg ikke kunne trække den længere uden at skulle forklare, Afi var begyndt at male stakittet, Björn hjalp Amma med at hive ukrudt op mellem fliserne, og Jussi lagde an til at gå med Dagur i vognen. Jeg var overflødig og flagrende, grådlabil da jeg smed rygsækken i bagagerummet, kyssede farvel og forlod Eskifjordur. Vejret var ligeså elendigt som mit humør, og der var ingen steder, der virkede attraktive at tage hen, det eneste jeg havde lyst til var at skrive, samtidig med at jeg følte mig tom og tør og ude af kontakt med noget som helst inspirerende. Jeg besluttede mig for at finde et sted at læse i Thorbergur Thordarssons Brev til Laura, som jeg havde købt på Halamuseet på vejen mod begravelsen. Første sted jeg stoppede med dette formål for øje var Skjóldolffsstadir, hvor mindet om moderfåret i vejkanten og de forbandede rensdyr på væggen ødelagde det hele for mig. Og jeg har allerede fortalt hvordan turen til Myvatn gik. Nu har jeg fundet et fredeligt sted, Kaffihusid Uglan i Vaglaskovens gamle folkeskole, umiddelbart før passet til Eyarfjordur og Akureyri, jeg får urtete og skyrterta, der hænger gamle skoleplancher med blomster og græs på væggene og jeg har fundet tre bøger til en tier: en novellesamling af Laxness, en samling ulykkeshistorier af Thórarinn Eldjárn og Helen Kellers selvbiografi. Og NU vil jeg hive Bréf til Láru op af tasken og slå op på islex.com (ordbogen) - HEJ!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar