lørdag den 20. juli 2013

En Opgave som det vil lønne sig at interessere Ungdommen for

Forord.

I vor tid har Dampens og Elektricitetens Anvendelse i Samfærdselens Tjeneste saa at sige ophævet alle Afstande paa Jorden, og de forskellige Nationer kommer nu lettere og hyppigere end nogensinde før i skriftlig og mundtlig Forbindelse med hverandre. Nødvendigheden af at lære flere fremmede Sprog bliver herved stadig større, og da det som bekendt kræver aarelange studier og betydelige Bekostninger at gøre sig til Herre over blot eet af disse, føler Menneskeheden sig nu mere og mere som Slave under Sprogtyranniet, der overalt rejser sig som en uoverstigelig Mur mod dens rastløse Higen efter at blive delagtig i alle Verdenskulturens Goder. Intet Under da, at Tanken om at arbejde for Gennemførelsen af et let tilgængeligt Sprog som eneste indbyrdes Hjælpesprog for alle civiliserede Folkeslag har vundet sig Tusinder af begejstrede Forkæmpere, saa langt som europæisk Kultur rækker !   Man har tidligere tænkt sig Muligheden af, at enten et levende Sprog (f. Eks. Engelsk) eller et dødt Sprog (f. Eks Latin) sad inde med de bedste Betingelser for at blive fælles Hjælpesprog; men Tanken herom maa nu betragtes som fuldstændigt forkastet, idet langt den overvejende Del af de Videnskabsmænd, der studerer Sagen, enstemmigt har erklæret, at kun et Kunstsprog vil være i stand til   i Længden at udfylde Pladsen som Hjælpesprog paa en for alle Nationer lige betryggende Måde.* Samtidig med at Videnskaben saaledes har anerkendt Kunstsprogets Betydning, har Esperanto, takket være sin simple, harmoniske Bygning og sit gennemført internationale Ordforraad**) praktisk bevist sin Værdi som Meddelelsesmiddel i det skriftlige og mundtlige Samkvem mellem Folk af forskellig Nationalitet. I de seneste 15 Aar er Sproget gaaet en sand Sejersgang gennem Verden; det har gennem sine fortrinlige Egenskaber gjort alle andre Forslag til Kunstsprog overflødige og anses nu overalt, hvor det trænger frem, som den eneste virkelige Løsning af det internationale Sprogspørgsmaal.   Siden Udgivelsen af "Esperanto - Dansk-Norsk Ordbog" (se nedenfor), hvis Indledning indeholder en sammentrængt Oversigt over Esperantoens Udbredelse indtil 1904, har Sproget gjort glimrende Fremskridt. I England, hvor der for ca. 2 Aar siden kun fandtes 7 Esperantister, er der nu 80 Esperantistforeninger med et Medlemstal af ialt 25,000. Esperanto er samtidig optaget som Undervisningsfag ved flere engelske Handelsskoler og Universiteter, og der udgives to store tidsskrifter paa Sproget og Oversættelser af Digtere som Shakespeare, Byron m. fl. I Frenkrig var Sproget allerede før 1904 indført som valgfrit Fag i mange Skoler, og der holdes også dér Forelæsninger over det ved højere Læreanstalter. Den vigtigste Begivenhed i Esperantoens Historie til Dato er ligeledes knyttet til Frankrig, idet den første Kongres af Esperantister fra hele Verden i August Maaned 1905 fandt sted i Boulogne sur Mer. Her samledes 1500 Esperantister af alle Nationaliteter for at drøfte deres fælles Arbejde i Sprogsagens Tjeneste, og i de 8 Dage, i hvilke Kongressen varede, taltes der saavel paa Forretningsmøderne som ved selskabelige Sammenkomster og Udflugter kun dette ene Sprog: Esperanto. Ved denne Lejlighed blev det saaledes til Overflod bevist, hvor fortrinligt Sproget egner sig som Talesprog i alle det daglige Livs Anliggender.   Blandt de slaviske Lande møder Rusland med det største antal Esperantister; her har Esperanto tillige faaet sit første officielle Stempel, idet Regeringen har godkendt Sproget til Brug i den udenrigske Telegramudveksling. Også udenfor England, Frankrig og Rusland gaar Esperanto fremad med Kæmpeskridt; som Bevis herfor skal det anføres, at Ord- og Lærebogslitteraturen nu omfatter over 200 Værker paa 25 forskellige Sprog. Der udkommer ialt 22 Tidsskrifter i Europa og Sydamerika, og talrige Arbejder af berømte Forfattere (bl.a. Molière, Francois Coppée, Leo Tolstoj) foreligger i Oversættelse paa Esperanto.   Den Omstændelighed, at det er de store Nationer, og blandt disse ikke mindst de praktiske Englændere, der gaar i Spidsen for Esperantobevægelsen, og den storslaaede Propaganda, der udfoldes for Sagen ved alle europæiske Universiteter, giver paa Forhaand de bedste Løfter om, at det i en ikke fjærn Fremtid vil lykkes at sikre Esperanto den Plads som officielt anerkendt internationalt Hjælpesprog, der ubestrideligt tilkommer Sproget. Det synes derfor også at være paa Tide, at vi heroppe i Norge og Danmark, der i saa mange Retninger er gaaet foran, ikke længere holder os tilbage, men tager Haand i Hanke med og slutter os aktivt til de andre Nationers Arbejde ved at udbrede Kendskab til Esperanto i videst mulig Omfang. Navnlig for vore udmærkede Handelsskoler, de tekniske Skoler og Højskolerne ligger her en Opgave, som det vil lønne sig at interessere Ungdommen for.


Fra: Det Internationale Hjælpesprog Esperanto. Fuldstændig Lærebog i Esperanto. Med en systematisk Dansk-Norsk-Esperanto Ordsamling. København. Andr.Fred. Høst & Søns Forlag 1906.


*) Se herom bl.a. Prof. Dr. L. Couturat: "Bidrag til Belysning af Spørgsmaalet om et internationalt Sprog", oversat af Fr. Skeel-Giørling, København 1905 (Andr. Fred. Høst & Søn).
***) Jfr. "Esperanto - Dansk-Norsk Ordbog" af Fr. Skeel-Giørling, side 10 ff.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar