Hospitalet er IKKE kirken

Jeg følte mig modig, da jeg kørte forbi kirken i aftes for at finde et sted længere oppe ad bakken at sove, besluttede mig for hospitalets parkeringsplads, hvorfra der er udsyn over endnu større dele af fjorden end nede fra kirken, der med ét forekom mig beliggende så ynkeligt langt nede. I mit hovmod over at have vovet mig så højt op overså jeg fuldstændigt det faktum, at et hospital er en åndelig kampplads, hvor menneskers skæbner konstant er på spil, og de gode kræfter mildest talt har nok at gøre med at holde døden og lidelserne stangen. Det var meget anmasende af mig sådan at komme trillende og forvente en plads under godhedens travle vinger, det forstår jeg nu, og jeg bebrejder ingen, at pladsen ikke var større end den var, tværtimod er jeg taknemmlig for at jeg trods alt kan sidde her i nogenlunde sund og behersket sindstilstand og fortælle om begivenhederne. Der skete det, at jeg blev vækket tidligt - jeg ved ikke hvad klokken var, halv seks måske - midt i en pirrende drøm, det var forbandet, jeg skulle lige til at have sex med X (jeg vil ikke sige hans navn, der er sikkert nogle af jer der kender ham), han var klædt i en lys silkekjole med fugle i sart rød, en lysegul cardigan over, hans store sorte hår og voldsomt sexede øjne, jeg var så fuld af begær, og så vågnede jeg ved, at der var nogen der bankede hårdt på ruden. Jeg beholdt øjnene lukkede og håbede, at hvem-det-nu-var ville gå væk, så jeg kunne fuldende min drømmesex, men nu bankede de igen, bilen bevægede sig frem og tilbage, og jeg følte mig nødsaget til at åbne øjnene og rejse mig på knæ for at se, hvem det var. Det var to enorme måger, der hoppede rundt på køleren, den ene havde fået tag i vinduesviskeren og var ved at hive den ud i sin fulde længde over kølerhjelmen, den anden stod rank og alvorlig vred og stirrede på mig ind gennem den duggede forrude. Størrelsen på dens næb og dens gule blik fik mig til straks at dukke mig ned bag forsædet igen, og rullet sammen sådan i soveposen i bagagerummet lå jeg længe bange og ventede på, de skulle afslutte deres hærgen og forsvinde. Så snart de var væk , kravlede jeg over på forsædet og ræsede ned ad bakken til svømmebassinet, som ligger lige ved siden af kirken, der sad jeg længe i det varme vand, nu drikker jeg kaffe, solen skinner, temperaturen stiger og byens mennesker vågner.