Morgendagens dont

I morgen skal jeg: vaskes, ringe til fuglefangeren, købe et par sokker

I hate dolphins

Og så heldigvis Hugleikur Dagssons sorte sorte streg: I hate dolphins
(hvis jeg finder mit kamera tager jeg et billede af den om lidt)

Alle de (bogtitel-)klichéer jeg kan se herfra hvor jeg sidder:

The Sagas of Icelanders, The Horses of Iceland, Icelandic Handknits, Icelandic Vikings, Icelandic Literature of the Vikings, Icelandic Ghost Stories, The Hidden People of Iceland, Edda, Island - Feuer und Ice, Experience Iceland, Icelandic Landscapes, Icelandic Volcanoes, Iceland - Fire and Ice, Iceland Original, Northern Lights, Aurora, Volcano Iceland, Through the Eyes of the Vikings, Lost in Iceland, Incredible Iceland, Lebende Erde, Wonders of Iceland, The Puffin, Magic of Iceland, Icelandic Horses, History of Iceland, Iceland Getaway, Eyjafjallajökull, Adventure in Iceland, Die Farben des Islandspferdes, Island - Porträt des Landes und Volkes, Ice and Fire, Light and Nature, Blue Lagoon, Islands ungebändigte Kraft, Island - Die warm Insel des Norden

Friheden

Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at rejse fra drengene i går, følte mig usædvanligt skråstreg uforsvarligt åben efter begravelsen, Jussis mormor der var så opslugt af sorg og fortvivlelse og begyndende alzheimers, Dagur som skreg og skældte ud på mig i timevis når de andre ikke var der, den tilbagevendende feber og hosteriet om natten. Men der var ikke rigtig andet at gøre, eller jeg syntes ikke, der var andet rigtigt at gøre, der var mindre end to uger til, vi skulle til Danmark, det ville være unfair ikke at give Jussi tid alene med drengene, og jeg havde brug for den såkaldte tid til mig selv, det havde jeg i hvert fald længe forestillet mig at jeg havde, det havde folk sagt til mig at jeg havde. Jeg trak afrejsen ud til hen på eftermiddagen, til jeg ikke kunne trække den længere uden at skulle forklare, Afi var begyndt at male stakittet, Björn hjalp Amma med at hive ukrudt op mellem fliserne, og Jussi lagde an til at gå med Dagur i vognen. Jeg var overflødig og flagrende, grådlabil da jeg smed rygsækken i bagagerummet, kyssede farvel og forlod Eskifjordur. Vejret var ligeså elendigt som mit humør, og der var ingen steder, der virkede attraktive at tage hen, det eneste jeg havde lyst til var at skrive, samtidig med at jeg følte mig tom og tør og ude af kontakt med noget som helst inspirerende. Jeg besluttede mig for at finde et sted at læse i Thorbergur Thordarssons Brev til Laura, som jeg havde købt på Halamuseet på vejen mod begravelsen. Første sted jeg stoppede med dette formål for øje var Skjóldolffsstadir, hvor mindet om moderfåret i vejkanten og de forbandede rensdyr på væggen ødelagde det hele for mig. Og jeg har allerede fortalt hvordan turen til Myvatn gik. Nu har jeg fundet et fredeligt sted, Kaffihusid Uglan i Vaglaskovens gamle folkeskole, umiddelbart før passet til Eyarfjordur og Akureyri, jeg får urtete og skyrterta, der hænger gamle skoleplancher med blomster og græs på væggene og jeg har fundet tre bøger til en tier: en novellesamling af Laxness, en samling ulykkeshistorier af Thórarinn Eldjárn og Helen Kellers selvbiografi. Og NU vil jeg hive Bréf til Láru op af tasken og slå op på islex.com (ordbogen) - HEJ!

man fornemmer en historie

der kom én modkørende, ellers ingen, i løbet af de to timer det tog at køre fra de stirrende rensdyr på Skjóldolfsstadir til Myvatnssveit, støvregnen flimrede mod ruden hele vejen og der var intet andet at se, men cirka halvvejs - ude midt i nada, hvor mobildækningen er hørt op - virkede radioen pludselig, de spillede en slags fransk operajazz, det var gribende og jeg ventede opmærksomt på, at radioværten skulle oplyse nærmere om musikken, alligevel missede jeg på en eller anden måde overgangen, med ét var der romanoplæsning, på islandsk men tydeligvis af en udlænding, jeg måtte anstrenge mig for at forstå ordene, der var ingen personer eller observerbare subjekter, alligevel fornemmede man en historie, først var der mørkegrønne mosser på sorte klipper, en bæk, hvide blomster, vind, sand, mere vind mere sand, så en vej op gennem et - efter beskrivelserne at dømme - typisk islandsk bjergpas, nedkørslen slynget, så udfladen, lange bløde stræk, slappe af i skuldrene, foden på gassen, og så pludselig: en hel flok gæslinger på vejen, jeg hakkede foden i bremsen af alle kræfter, skred et langt stykke, gak og fjer omkring dækkene, landede på tværs af vejen og motoren gik ud. Jeg løb flere gange frem og tilbage i søgen efter sårede gæslinger, men der var ingen, heller ikke fjer eller blod eller fugleekskrementer. Bagefter virkede radioen ikke, og jeg kørte resten af vejen til svovlkilderne ved Námaskard i stilhed, op over Námafjall, ned forbi lagunen, ved butikken i Reykjahlid gik jeg på toilettet og børstede tænder, plaskede koldt vand i ansigtet og gnubbede øjne og kinder med fingrene, så kørte jeg bagom hotel Reynihlid og parkerede helt henne ved kirken, hvor præsten d. 27. august 1729 med sine bønner delte lavafronten i to strømme, der idag ligger som størknede helvedeslorte på hver sin side af kirken. Jeg lagde bagsædet ned, rullede liggerunderlag ud, krøb i soveposen og sov til en flok franske turister vækkede mig næste formiddag kl halv 11. Jeg var snotforkølet men feberen var væk.

døde dyr

der stod et moderfår i vejkanten stift og knækket hvidt ved sit påkørte lam med tomme øjne. Og sådan er det med alt idag: Gulerodskagen, kaffen, himlen, mit hjerte. Her er et enormt køleskab som summer og hviner, store rensdyrhoveder stirrer fra alle vægge. Det bedste Gud har skabt er en ny dag, kunne Sigur Rós have sunget hvis afspilleren i bilen ikke også var død.

ÅhGUDDUMILDE: HANSKALOGSÅLÆGGESIKISTEN!!!

og det nu i eftermiddag og jeg er ikke kommet længere end Djúpavogur og det blæser en vild pelikan og jeg ved ikke hvordan jeg undgår at ryge i havet (altså blæse i havet, ikke sidde og ryge smøger i havet hvis det var det du troede jeg sagde, det ville jeg faktisk slet ikke bestræbe mig på at undgå) og jeg er træt og syg og sidder i et varmt kaffihus med kaffe og der er en udstilling om islandske digtere og deres digte i den anden ende af kaffihusid og det kan jeg naturligvis ikke nå at se nu når der er begravelses-action allerede idag, og jeg skal jo også frem til mine børn, ikke at forglemme, der ER i øvrigt sprunget en huldurbarnepige ud af en sten så det var virkelig godt jeg fik fat i de pæne pæne sorte sko, hej og go tur til mig, hold mig nu på vejen!
PS. jeg mødte lige Jussis tante Harpa med en hel flok danske turister, det var et glædeligt møde!