Om dengang Thorbergur var gravid 2: GUDRUN TRÆKVINDSDATTER

(fortsat)

Jeg forsøgte at vurdere min tilstand nærmere i enerum. Jeg sneg mig til at læse i Jonassens lægebog, når der ikke var nogen i nærheden. Jo. Hvert ord passede præcist på, hvordan jeg havde det. Jeg læste og læste, indtil jeg kunne kapitlet udenad. Men det var mig alligevel ikke nok. Jeg måtte se hvert ord og hvert bogstav, som det stod i bogen. Jeg håbede hele tiden, at dette ville bibringe mig en ny indsigt. Og da jeg havde mistet håbet om at finde en ny sandhed i ordene, begyndte jeg nøje at studere tegnsætningen og bogstavernes form.
Denne sags skændsel sved og skammede mig. Alle steder ville jeg blive lagt for had og spot. Jeg turde ikke se noget menneske i ansigtet, ikke engang komme uden for husets dør. Alle havde et horn i siden på mig og gjorde mig til grin. Der kom mig heller ingen ny indsigt da jeg fandt Pythagoros´sætning, den gjorde mig bare til endnu større skam. Og så ville jordmoderen komme og få mig til at føle sladderen. Og alle lidelserne ovenikøbet! Jeg havde engang hørt en kvinde føde et barn. Lyden fra hende kunne høres helt ud i kålhaven. Og dette skulle jeg igennem!
Når det lod sig gøre, gik jeg i enerum og undersøgte min tilstand omhyggeligt. Jeg fandt at vægten tiltog dagligt. Det forekom mig endvidere, at han sprællede indeni mig. Men hvordan i alverden kunne det være sådan? På hvilken måde kunne dette uvelkomment have fundet vej ind i mig? Det brød jeg mit hoved med efterhånden som graviditeten skred frem. I lang tid fandt jeg ingen årsag. Jeg begyndte at genkalde mig den altoverskyggende hellige ånd fra bibelhistorierne. Men jeg havde aldrig været overbevist om disse sager. Så kom jeg i tanke om en historie, jeg havde hørt, om en pige oppe nordfra i Eyjafjordur. Hun var blevet gravid af trækken i dagligstuen. Hun fødte et pigebarn. Det blev døbt Gudrun Trækvindsdatter.

(fortsættelse følger)

Om dengang Thorbergur var gravid 1

(Her er en lille bid af Thorbergur Thordarssons "Brev til Laura" som er en skøn sær blanding af hans tanker, forestillinger og episoder fra hans sandsynligvis virkelige liv. Jeg har oversat i en smule hast - fordi det føles som om det haster - og også derfor kan det, som jeg nu alligevel præsenterer jer for, kun blive en bleg afskygning af den originale geniale udgave. Denne episode omhandler Thorbergurs "første erfaringer udi fysiologi" og finder sted "lang tid før konfirmationen":)

Det var en smuk sommerdag på græsmarkerne. Jeg var ved bækken i bakkerne bag gården. Så kom den overbevisning til mig som et lyn fra en klar himmel, at jeg var blevet gravid. Jeg begyndte at undersøge mig selv. Jeg følte, klemte og befamlede. Jeg fandt at alt pegede på, at dette ikke bare var en forestilling. Kvinder synes dette er sjovt. Det er deres område. Jeg vil heller ikke sige, at jeg blev forskrækket. Jeg har læst ni sprog, og jeg har samlet ord i otte år. Alligevel har jeg ikke ord eller talemåder, som kan give nogen ide om mine sjælekvaler. Jeg kan bedst sammenligne med de lidelser som overgår fordrevne sjæle, som forsynet har dømt til at stå på hovedet i kogende svovlkilder fra al evighed til evighed. Og alligevel er denne sammenligning alt for præstelig til, at du kan forestille dig, hvordan jeg havde det i mit bryst.

Jeg turde ikke nævne denne vanære for noget menneske. Des ubæreligere blev mine lidelser. Jeg tæredes op af afsky og rædsel. At dette skulle overgå netop mig! For hvad skulle jeg stakkel bøde? Jeg begyndte at hade de andre børn som ikke havde udstående maver. De kunne rigtig lege som unglam i sommerbrisen. Jeg alene måtte slæbe mig frem i højgraviditetens adstadige tempo.

(Der kommer mere. Vent!)

Hospitalet er IKKE kirken

Jeg følte mig modig, da jeg kørte forbi kirken i aftes for at finde et sted længere oppe ad bakken at sove, besluttede mig for hospitalets parkeringsplads, hvorfra der er udsyn over endnu større dele af fjorden end nede fra kirken, der med ét forekom mig beliggende så ynkeligt langt nede. I mit hovmod over at have vovet mig så højt op overså jeg fuldstændigt det faktum, at et hospital er en åndelig kampplads, hvor menneskers skæbner konstant er på spil, og de gode kræfter mildest talt har nok at gøre med at holde døden og lidelserne stangen. Det var meget anmasende af mig sådan at komme trillende og forvente en plads under godhedens travle vinger, det forstår jeg nu, og jeg bebrejder ingen, at pladsen ikke var større end den var, tværtimod er jeg taknemmlig for at jeg trods alt kan sidde her i nogenlunde sund og behersket sindstilstand og fortælle om begivenhederne. Der skete det, at jeg blev vækket tidligt - jeg ved ikke hvad klokken var, halv seks måske - midt i en pirrende drøm, det var forbandet, jeg skulle lige til at have sex med X (jeg vil ikke sige hans navn, der er sikkert nogle af jer der kender ham), han var klædt i en lys silkekjole med fugle i sart rød, en lysegul cardigan over, hans store sorte hår og voldsomt sexede øjne, jeg var så fuld af begær, og så vågnede jeg ved, at der var nogen der bankede hårdt på ruden. Jeg beholdt øjnene lukkede og håbede, at hvem-det-nu-var ville gå væk, så jeg kunne fuldende min drømmesex, men nu bankede de igen, bilen bevægede sig frem og tilbage, og jeg følte mig nødsaget til at åbne øjnene og rejse mig på knæ for at se, hvem det var. Det var to enorme måger, der hoppede rundt på køleren, den ene havde fået tag i vinduesviskeren og var ved at hive den ud i sin fulde længde over kølerhjelmen, den anden stod rank og alvorlig vred og stirrede på mig ind gennem den duggede forrude. Størrelsen på dens næb og dens gule blik fik mig til straks at dukke mig ned bag forsædet igen, og rullet sammen sådan i soveposen i bagagerummet lå jeg længe bange og ventede på, de skulle afslutte deres hærgen og forsvinde. Så snart de var væk , kravlede jeg over på forsædet og ræsede ned ad bakken til svømmebassinet, som ligger lige ved siden af kirken, der sad jeg længe i det varme vand, nu drikker jeg kaffe, solen skinner, temperaturen stiger og byens mennesker vågner.

Where can I try it on

Jeg bryder mig helt ærligt ikke om den insisterende/påtrængende/arrogante selvfølgelighed nogle mennesker bruger engelsk med. Kunne man dog ikke forvente, at folk lærte sig noget ala følgende på det lokale sprog, når de rejste ud i verden (eller fik det skrevet på en seddel) (i stedet for som den englænder, der affødte min harme tidligere idag, da jeg var oppe for at købe et par sokker i Akureyris Røde Kors, at tale højere og langsommere WHERE CAN I TRY IT ON til den gamle dame, som tydeligvis ikke forstod engelsk, med en attitude som var det hende, der var noget galt med):

"Det er med skam, jeg må tilstå, at jeg hverken har ikke formået at tilegne mig dit sprog eller det internationale hjælpesprog Esperanto, og jeg ved det er en ringe erstatning, at jeg taler det imperialistiske verdenssprog engelsk. På trods af det åbentlyst uretfærdige - og jeg forstår: for mange direkte ubehagelige - i at kommunikere på dette såvel den gamle som den aktuelle verdens overtyrannis tungemål, er det alligevel mit håb, at du vil og kan gøre mig den store tjeneste, som følge af min store dorskhed/ignorance og/eller lavere begavelse, at besvare mit allerydmygste spørgsmål: Where can I try it on?"

Go WHALE SHOOTING with ORIGINAL INBREED VIKING - SHOOTING GUARANTEED

What can I offer: You dress yourself in bare feet and ass, we go on the water. I give you gun, this is  ORIGINAL method, I am VIKING, I am ORIGINAL. You pay only 10 000 Icelandic Kronur. You SHOOT all the time. WHALES are very big and very WILD. You shoot and I shout. Don´t worry, you will shoot SOMETHING, this is GUARANTEED. Afterwards we slaughter an ORIGINAL ICELANDIC HORSE and eat the balls. This is VIKING WAY. Today we are all VIKINGS. We can FIRE and ICE. You pay only 10 000 kronur. You shoot, I shout all day long. This is very good experience for you.

Nu skal jeg virkelig vaskes

Jeg er hverken blevet vasket eller har købt sokker eller ringet til fuglefangeren. Til gengæld har jeg læst i Bréf til Láru, om Thorbergurs graviditet og hans overvejelser om den, jeg har skrevet et (snart to) blogindlæg, anslag til en anden tekst, vandret energisk i blæsten, først til bageriet ved broen (som var lukket), så til botanisk have og den gamle bydel og tilbage igen, og så har jeg gjort noget hemmeligt, som er hemmeligt for alle, ha. Nu køber jeg de sokker, finder min bikini og kører til Thelemörk og lægger mig i fjeldets varme vand. Farvel.

På kirkens parkeringsplads

Jeg vågnede varm og udhvilet i bagagerummet klokken halv otte og konstaterede, at det havde sneet i nat, det viste sig ved nærmere eftersyn at være en blanding af støv og dug, som havde lagt sig på ruderne i et lag, der kunne minde om sne. Der lå et paprør fra en toiletrulle i fodenden halvt gemt under liggeunderlaget, jeg tørrede den indvendige dug af ruderne med det, hoppede ud og skrabede bagagerumsruden med kanten af røret. Jeg havde parkeret på kirkens parkeringsplads med røven mod fjorden, og der var en glimrende udsigt, kirken lå højt over bymidten, man kunne se ud over Eyjafjorden til fjeldsiderne på den anden side. Jeg løftede bagsædet og lagde teltet og kassen med mad ind under det, så min seng blev en liggestol, krøb i soveposen igen, lagde rygsækken under mine fødder, fjorden var mørkegrøn og bevægelig denne morgen, skyerne hidsige lysegule højt over fjeldene, tågen hang i flossede trevler lavt over fjorden. Sådan lå jeg længe i bagagerummet med en tyvetusindkroners udsigt og læste i Bréf til Láru, som er det sjoveste og mest interessante, jeg har læst i årevis.